Det er sandt - og jeg tror det knapt selv. Jeg er lige vendt hjem som fornyet elg fra katteudstilling i Tune Hallerne med min kære, men skøre farmor.
Jeg havde aldrig troet, jeg skulle finde mig selv til sådan et arrangement. Men der en første gang for alt.
Det var et sandt kattedame-Mekka - for pokker da. Søde søde, men virkelig skøre kugler.
Kollektiv sukken og stønnen over diverse siameser- og perserkatte. En kvinde måtte gribe fat i min arm, da hun ret bogstaveligt faldt i svime over en perserkattekilling. "Åh åhhh, jeg tror jeg er forelsket!", stønnede hun. Kærligheden var vild og voldsom.
Min farmor er en bemærkelsesværdig kvinde. Hun er indbegrebet af kattedame. Bosat på langeland med syv katte og sin mand (må man godt have en mand, når man er kattedame?)
Hun lader sig ikke påvirke af nymodens gøglede opfindelser. Mælken skal komme direkte fra koen - og sådan er det! Jeg synes, det er smukt på egen frustrerende vis.
Katteudstillinger er hendes hjerteblod. Jeg tror helt ærligt, at hendes katte holder hende i live, de er selve kilden til hendes livsglæde. Jeg er blevet gammel nok til at forstå det. Jeg vil gerne dele hendes glæde med hende de sidste par år, så måske er det ikke sidste gang jeg undrende finder mig selv på katteudstilling i Tune.
Meget må man finde sig i.
Men prøv lige at se den her kat. Jeg tror han elsker mig.
søndag den 29. september 2013
Elgen på børnefamilie-weekend
Til tonerne fra Just Dance (den dér Justin Bieber-sang med Nicki Minaj) forfatter jeg disse ord. Lydbilledet om søndagen hos min far er det samme hver gang. Lyden fra fjernsynet, løbende vand fra badeværelset, lyse børnestemmer og min klikken fra tastaturet. Jeg har endda tilladt mig at have mig at have mine gamle, alt for små natbukser på. De limegrønne supergirl-bukser med duer og blomster på. Nogle ting ændrer sig bare ikke.
Og så alligevel. Jeg er ved at være en voksen elg (på gode dage) og det varer ikke længe før jeg har forladt krudtuglereden for altid. Så er det min familie, der kommer på weekendbesøg hos mig.
Jeg fik blot et stik af at det her måske er sidste gang jeg kommer her som "barn". Men det er selvfølgelig hvad jeg gør det til.
Jeg glæder mig til frihed og luft under vingerne. Jeg glæder mig til at kunne putte mig ind til Uglen om natten. Og vågne op sammen med hende. Jeg glæder mig endda til den kedelige hverdags-rutine med madlavning og opvask.
Mit gevir dirrer af spænding. Et sug af fremtid.
Og så alligevel. Jeg er ved at være en voksen elg (på gode dage) og det varer ikke længe før jeg har forladt krudtuglereden for altid. Så er det min familie, der kommer på weekendbesøg hos mig.
Jeg fik blot et stik af at det her måske er sidste gang jeg kommer her som "barn". Men det er selvfølgelig hvad jeg gør det til.
Jeg glæder mig til frihed og luft under vingerne. Jeg glæder mig til at kunne putte mig ind til Uglen om natten. Og vågne op sammen med hende. Jeg glæder mig endda til den kedelige hverdags-rutine med madlavning og opvask.
Mit gevir dirrer af spænding. Et sug af fremtid.
lørdag den 28. september 2013
Elgen får en mystisk bog
Jeg har modtaget en meget mystisk bog fra min kære far med ordene: "Den her bog er lige noget for dig, skat!"
Og det er sandt, det er lige præcis "noget for mig". Engang i mellem glemmer jeg bare hvordan andre tænker om mig... Jeg er sådan en alternativ vegetar-elg, med hang til mystisk, mystisk kunst. Og derfor får jeg en gang imellem nogle helt fantastiske gaver, som jeg slæber ned i min hemmelige hule.
Dagens genstand for begejstring er et værk af Liv Carlé Mortensen kaldet Amazon. På bogreolen kunne ryggen godt ligne en af de støvede opslagsbøger fra genbrugsforretninger, men forsiden fortæller en lidt anden historie. Bagkvinden står ung og nøgen på en kornmark med sin søn. En tilføjelse er at hun har fået fjernet begge bryster (jeg gætter på brystkræft) og står stærk og smuk med bue og pil. Tatoveringer snor sig op af hendes lår og mit blik ender ved hendes stålsatte øjne. Allerede her er jeg blæst væk. For pokker da, jeg krøller sammen i beundring for hendes styrke.
Og bogen bliver kun mere fascinerende. Der er liv, død, masser af kærlighed og blod. Masser af blod. Det er fotokunst på fineste vis. Jeg bliver draget, frastødt og forelsker mig fuldstændigt i den kvinde, som blotter sit liv så ærligt. Intet bliver gemt væk og pyntet på. Livets grimme sider er det smukkeste jeg har set.
Jeg befinder mig for øjeblikket hos min far - og altså ikke i hulen - men jeg forestiller mig i den nærmeste fremtid at kombinere læsningen af min nye bog med Björks album Medúlla. Jeg fornemmer mange af de samme træk. Det kan vise sig at blive en smuk og skræmmende kombination.
Og det er sandt, det er lige præcis "noget for mig". Engang i mellem glemmer jeg bare hvordan andre tænker om mig... Jeg er sådan en alternativ vegetar-elg, med hang til mystisk, mystisk kunst. Og derfor får jeg en gang imellem nogle helt fantastiske gaver, som jeg slæber ned i min hemmelige hule.
Dagens genstand for begejstring er et værk af Liv Carlé Mortensen kaldet Amazon. På bogreolen kunne ryggen godt ligne en af de støvede opslagsbøger fra genbrugsforretninger, men forsiden fortæller en lidt anden historie. Bagkvinden står ung og nøgen på en kornmark med sin søn. En tilføjelse er at hun har fået fjernet begge bryster (jeg gætter på brystkræft) og står stærk og smuk med bue og pil. Tatoveringer snor sig op af hendes lår og mit blik ender ved hendes stålsatte øjne. Allerede her er jeg blæst væk. For pokker da, jeg krøller sammen i beundring for hendes styrke.
Og bogen bliver kun mere fascinerende. Der er liv, død, masser af kærlighed og blod. Masser af blod. Det er fotokunst på fineste vis. Jeg bliver draget, frastødt og forelsker mig fuldstændigt i den kvinde, som blotter sit liv så ærligt. Intet bliver gemt væk og pyntet på. Livets grimme sider er det smukkeste jeg har set.
Jeg befinder mig for øjeblikket hos min far - og altså ikke i hulen - men jeg forestiller mig i den nærmeste fremtid at kombinere læsningen af min nye bog med Björks album Medúlla. Jeg fornemmer mange af de samme træk. Det kan vise sig at blive en smuk og skræmmende kombination.
fredag den 27. september 2013
Elgen stikker hovedet frem - vær hilset!
Jeg er bare en elg i uldtrøje på afveje i Cyberspace.
Det er mit forsøg én million (mindst) på at skabe mig en blog. Det skulle være så moderne. Here we go again! (Sådan starter det altid...)
Jeg er en lidt genert lille elg med mindreværdskomplekser. Men den slags blæser jeg ud med god musik. Og sort kaffe. Det vil sige, jeg drikker sort kaffe. Og nedskriver strøtanker.
Det er den 27. september i dag og en nu meget mørk én af slagsen. Min nattekreativitet sætter tidligt ind i dag (hence disse ord).
Jeg har ikke noget erklæret mål for bloggen her. Jeg tænker at navnet lægger op til lidt af hvert. I virkeligheden har jeg bare lyst til at rapportere lidt fra min helt vildt hemmelige rejse gennem livet. Hvor poetisk.
Mest virkeligt af alt trasker jeg lidt i ring, men retningssans har jeg nu heller ikke nogen af. Jeg har det okay på min vej, forsøger holde af de små ting. Som nu hvor jeg lytter til Nirvana og indser at det ikke er forkert at være ked af alting. Hvis det giver mening. Altså: Jeg bliver vred på mig selv når jeg er ked af det. Og stopper det hele ned i hatten igen inden følelserne løber fra mig. Dér går det galt. Jeg vil være i hvert øjeblik, glæde som gråd. En elg, der ikke er bange for sig selv!
Og med disse få ord erklærer jeg denne blog for åben. Må fremtiden gøre os stærkere og modige.
- Elgen.
Det er mit forsøg én million (mindst) på at skabe mig en blog. Det skulle være så moderne. Here we go again! (Sådan starter det altid...)
Jeg er en lidt genert lille elg med mindreværdskomplekser. Men den slags blæser jeg ud med god musik. Og sort kaffe. Det vil sige, jeg drikker sort kaffe. Og nedskriver strøtanker.
Det er den 27. september i dag og en nu meget mørk én af slagsen. Min nattekreativitet sætter tidligt ind i dag (hence disse ord).
Jeg har ikke noget erklæret mål for bloggen her. Jeg tænker at navnet lægger op til lidt af hvert. I virkeligheden har jeg bare lyst til at rapportere lidt fra min helt vildt hemmelige rejse gennem livet. Hvor poetisk.
Mest virkeligt af alt trasker jeg lidt i ring, men retningssans har jeg nu heller ikke nogen af. Jeg har det okay på min vej, forsøger holde af de små ting. Som nu hvor jeg lytter til Nirvana og indser at det ikke er forkert at være ked af alting. Hvis det giver mening. Altså: Jeg bliver vred på mig selv når jeg er ked af det. Og stopper det hele ned i hatten igen inden følelserne løber fra mig. Dér går det galt. Jeg vil være i hvert øjeblik, glæde som gråd. En elg, der ikke er bange for sig selv!
Og med disse få ord erklærer jeg denne blog for åben. Må fremtiden gøre os stærkere og modige.
- Elgen.
Abonner på:
Opslag (Atom)
