Det er sandt - og jeg tror det knapt selv. Jeg er lige vendt hjem som fornyet elg fra katteudstilling i Tune Hallerne med min kære, men skøre farmor.
Jeg havde aldrig troet, jeg skulle finde mig selv til sådan et arrangement. Men der en første gang for alt.
Det var et sandt kattedame-Mekka - for pokker da. Søde søde, men virkelig skøre kugler.
Kollektiv sukken og stønnen over diverse siameser- og perserkatte. En kvinde måtte gribe fat i min arm, da hun ret bogstaveligt faldt i svime over en perserkattekilling. "Åh åhhh, jeg tror jeg er forelsket!", stønnede hun. Kærligheden var vild og voldsom.
Min farmor er en bemærkelsesværdig kvinde. Hun er indbegrebet af kattedame. Bosat på langeland med syv katte og sin mand (må man godt have en mand, når man er kattedame?)
Hun lader sig ikke påvirke af nymodens gøglede opfindelser. Mælken skal komme direkte fra koen - og sådan er det! Jeg synes, det er smukt på egen frustrerende vis.
Katteudstillinger er hendes hjerteblod. Jeg tror helt ærligt, at hendes katte holder hende i live, de er selve kilden til hendes livsglæde. Jeg er blevet gammel nok til at forstå det. Jeg vil gerne dele hendes glæde med hende de sidste par år, så måske er det ikke sidste gang jeg undrende finder mig selv på katteudstilling i Tune.
Meget må man finde sig i.
Men prøv lige at se den her kat. Jeg tror han elsker mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar