onsdag den 19. februar 2014

Björk og orange turbaner (løse tanker i mørket)

Jeg er nået til det tidspunkt på natten, hvor jeg, hvis jeg ikke går i seng nu, er oppe hele natten.
Jeg har stirret i spejlet i en time nu, taget billeder af mit ansigt med det samme ansigtsudtryk på alle billeder.
Det er den slags jeg laver om natten.
I nat drømmer jeg om Berlin og Björk.
Jeg har gjort et sejt fund i en genbrugsbutik i dag. En over-size vest med et flot blå-orange mønster.
Jeg har lavet mig en turban af et orange tørklæde og har tager knaldrød læbestift på.
Det er ikke fordi jeg skal noget.
Jeg drømmer bare.
Jeg er inspireret af Björk store orange hår for Biophilia-albummet og hendes blå kjoler.
Hun er ypperstepræsten og os, publikum, falder på knæ, bassen i helt ind i knoglerne.
Jeg drømmer om Berlins gader, blandingen af gammel og nyt.

Jeg ønsker mig en tatovering på venstre underarm af Biophilia-logoet.
Biophilia. Kærlighed til livet.


tirsdag den 18. februar 2014

Nye venskaber og sommerfugle

Jeg hører David Bowie, og føler mig træt og glad.
Om en time er jeg på vej til København for bl.a. at komme på rundtur i Christiansborg.
Jeg glæder mig til at se København fra en ny vinkel, jeg benytter mig for sjældent af den slags.

Jeg kom sent i seng i går.
Jeg havde tilbragt timevis i dejligt selskab med en flok rimlig nye venner.
Der er noget virkelig befriende over helt nye bekendtskaber, det er ligesom at få en chance til.
Jeg kan være helt mig selv og næsten glemme alle de nederlag, jeg har samlet på.
Flokken er lige præcis den slags mennesker, jeg har savnet i mit liv.
I øjeblikke kiggede jeg bare rundt på ansigterne, og følte mig heldig og forundret over at sidde midt i al den glæde og latter.
Sådan samler jeg på lykkelige øjeblikke.

Det er første gang i mit liv, at jeg for alvor oplever at være en del af stor gruppe med kram og kærlighed.
Jeg elsker at være alene og tomme bekendtskaber gør mig helt træt i sjælen. Jeg er elendig til at få set folk, som ikke for alvor giver mig glæde.
Men det er bare anderledes med de her folk.
Måske fordi vi alle er LGBT'ere, måske fordi vi bare klikker.

Lige nu holder jeg meget af mit liv. Og helt ærligt, for mig helt personligt (se bort fra familieproblemer), ser det lyst og spændende ud. Om få måneder er jeg på vej ud i verden og bagefter venter en hel ny start på universitetet.
Jeg har sommerfugle i maven.



lørdag den 15. februar 2014

At tale med sammen - eller: Når mit hoved er en tørretumbler

Jeg ligger med dunkende hovedpine i halvmørke. Jeg er som bekendt hos min far.
Tørretumbleren kører på den anden side af væggen og matcher ret præcist følelsen i mit hele mit kranie.
Jeg er i en tilstand af at være følelsesmæssigt udtømt.

Jeg kender ikke min far ret godt. Jeg ser ham, bor hos ham et par dage, men vi taler ikke sammen.
Sådan har det nok altid været, og i dag kom den store samtale om vores mildest talt vaklende forhold.
Jeg ønsker mig at tale med min far uden afbrydelse af børn, fjernsyn og iPhones. Det lyder simpelt, men det er det tilsyneladende ikke. Hele "samtalen" resulterede i råben og tårer.

Min familie er kollektivt stresset, Lillebror den Ældste har nægtet at gå i skole alt for længe, og stemningen er trykket af bekymring. Jeg er blevet inddraget i problemet mere end hvad jeg holder til.
"Jeg er jo bare en lille elg", hvisker en del af mig, mens den anden del har travlt med at planlægge udlandsrejser og højskoleophold - voksent og selvstændigt.

Uglen ringede lige før og var jordbunden som sædvanligt.
Jeg følte mig som et fjols, at tude sådan ind i telefonen. Kontrasten var for stor og min vrede bevægede sig lige så stille over på hende.
De sidste par dage har ærligt talt været slemme, og måske har jeg bare brug for at græde. Vores samtale har ikke hjulpet på noget, vi taler ofte forbi hinanden for tiden.

Jeg føler mig helt lille og bange, når jeg hverken kan tale med min familie eller med Uglen.

Roskilde-nostalgi i hulen

Om en halv times tid forlader jeg min hule til fordel for en ikke-tiltrængt weekend hos min far og resten flokken. Min mor er kørt til Sverige, og jeg vinkede misundeligt farvel. Jeg ville have elsket at tilbringe min vinterferie i stilhed blandt stakke af bøger. Nu må jeg i stedet forsøge at overdøve larmen med musik i mine høretelefoner.

Lige nu sidder alle mine ord fast, måske har jeg bare intet at sige.
Jeg venter på noget, jeg ikke ved hvad er.
Jeg har ikke talt med Uglen siden i går, og jeg ved ikke, om jeg kommer til at se hende de næste dage.
Jeg kan godt lide at være alene. Jeg kan lide at spille guitar og skrive digte og danse rundt helt alene, men hele min ferie er fyldt op med ting jeg ikke selv har planlagt.
Så nu følger jeg bare med så godt jeg kan og lader tiden gå. Skoleåret er snart overstået, og snart kan jeg rende rundt med en fjollet hue på hovedet.

Og så er der Roskilde Festival, det bliver som at komme hjem. Mit tredje år, det føles skørt, når det første år stadig står helt skarpt for mig. Mit første år på Roskilde og min første koncert med Björk, det var magisk. Mit andet år på Roskilde og min første Green Day-koncert (på Refshaleøen). Roskilde er afslutningen på skoleåret, en tid hvor jeg ser tilbage på mine oplevelser og mærker, hvor meget jeg har udviklet mig i løbet af året. Jeg er måske stadig ny på festivallen, men jeg er forelsket i det hele. Jeg håber, at festivallen vil følge mig livet igennem. Jeg tankes op med livsglæde, som jeg lever på indtil næste års festival.





fredag den 14. februar 2014

Musik og langsomme øjeblikke når verden snurrer for hurtigt

Det er blevet fredag og vinterferie.
Tvillingen skal have gæster og ser smuk og festklar ud.
Jeg ligger på min seng og hører Billie Joe + Norahs cover-album Foreverly (en fortolkning af The Everly Brothers selvfølgelig).
Lige nu kan jeg godt lide kontrasten mellem fodtrin og stemmer ovenpå og min kaffekop hernede i kælderen.
Jeg har haft en dejlig aften med min søster med god mad (taget betragtning af at vi er alene hjemme) og dybe samtaler, som vi har så sjældent.
Vi lever parallel-liv med samme tanker og oplevelser, men vi taler sjældent om os selv. Jeg holder af de øjeblikke hvor vi glemmer at skændes og bare taler sammen.
Sådan er tvillinger måske, når vi har brug for hinanden, bliver vi næsten telepatiske og færdiggør hinandens sætninger.
Så nu ligger jeg bare her og synger med på Norah og Billie. Det bedste er at lade min stemme flyde med, det er helt terapeutisk. Lyden er bløde bånd som snor sig og jeg følger bare med.

Den seneste uge er gået hurtigt, og jeg kan mærke, at jeg manglet helt langsomme øjeblikke alene. 
Jeg har boet hos Uglen, som havde huset for sig selv for en stund. Op klokken seks og med toget, skole og så tilbage igen lidt for sent til rigtigt at kunne nyde tiden sammen, når skolestressen ligger i baghovedet.
Måske er de hyggelige øjeblikke bare overskygget af en dårlig afslutning på ugen.

Jeg bliver overfølsom når jeg ikke kan sove alene i min egen seng og ikke kan høre musik alene.
Musik er ofte kuren, når jeg er overvældet af oplevelser og tanker. Billie Joe's stemme er beroligende og har været med mig i mange år. Green Day er genkendelse og kærlighed, når alting brænder på.
Sådan en aften havde jeg i går, hvor alle indtryk blev for meget. Jeg kender mig selv. Jeg var overtræt og sulten. Så alt faldt sammen for mig.
Uglen gik i seng og tiden gik i et fremmed hus. Jeg krøllede sammen og lyttede til Björk's Headphones med den helt dybe bas, som gør dig tung, og hendes stemme der hvisker om at falde i søvn.

I dag talte vi ikke om det. Vi stressede over den nærtstående interrail-tur og skiltes så.
Jeg har svaret med kortfattede sms'er, og måske håbede jeg, at hun ville være vred på mig, så vi kunne skændes i stedet for stilhed.






mandag den 3. februar 2014

Pippi og verdens stærkeste pige i Berlin

(Jeg har besluttet mig at tage den her blog seriøst, så ja.)

Jeg hører Sebastians Pippi. Det er min barndom på lyd, meget dejligt at genhøre. Én af mine yndlingssange var den her:

 http://www.youtube.com/watch?v=_gEs5WuWbdk&list=PL560523848429F1FF
 - Verdens stærkeste pige.

Det siger vist også lidt om hvordan jeg selv drømte om at være. Pippis motto er forresten: "Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af!" (eller noget lignende) og jeg burde virkelig skrive det ned, så jeg kan huske på det, når jeg er bange for latterlige småting.
Næste år får jeg helt sikkert brug for det motto. I går fik jeg lavet en aftale om at leje en lejlighed i Berlin til mig og Uglen. Jeg glæder mig virkelig, det bliver så hyggeligt at have en rigtig storbylejlighed helt for os selv.

Nu må jeg sove. Godnat verden.

søndag den 2. februar 2014

Noget mere om dårligt humør (og Afrika)

Okay, jeg fortsætter. Det er ikke til at være i det her hus. Jeg gemmer mig med høretelefoner og te. Jeg hører Anne Linnet, som jeg aldrig har lyttet til før, bortset fra Barndommens Gade og Glor på Vinduer.

Jeg har ikke været udenfor hele weekenden, måske er det derfor, jeg føler mig så svimmel, og alt er en smule sløret. Det her er hus er den direkte vej til sindssyge. På anden side er stilheden hos min mor på mange måder ligeså kvælende. Jeg skal hjem senere. Dér har jeg i det mindste et værelse som ikke laver ekko, når man snakker. Jeg glæder mig.

Nå. Uglen er i Afrika i 11 dage. Jeg bilder mig ind, at jeg intet mærker. Jeg har glemt hendes ansigt og hendes stemme. Det hele er bare væk. Jeg går bare rundt og lader som ingenting. Jeg får lavet lektier, læser bøger og hører musik. Jeg er ikke ked af det, men heller ikke glad. Bare ingenting.

I morgen skriver jeg noget opløftende.

Jeg havde mange planer om at skrive alt muligt klogt om samfundet, monosexisme og vegetarisme og den slags. Men jeg gider ikke. Det er mig ligegyldigt lige nu. Jeg gider ikke forsvare mig selv hele tiden og argumentere for alle mine valg. I dag er det hele bare en konstruktion, som jeg ikke gider spille med på.

Søndagshovedpine

(Jeg befinder mig et sted med en larmende tørretumbler,
hvor alt blot er ventetid på ingenting,
barneskrig og mandestemmer.
Er det en tendens at skrive fra denne tidslomme af barndom?)

Det er søndag. I går var det lørdag. Jeg er hos min far. Tid er et relativt begreb her. Jeg sover til klokken tolv og har ikke dårlig samvittighed, fordi alt jeg siger og gør her, ikke rigtig tæller.
Jeg brugte det meste af dagen i går på at tegne en tegning af Björk. Jeg er ret god til portrætter, for det er det eneste jeg tegner. Men noget er galt. En lillebitte detalje, som generer mig, og jeg kan ikke sætte fingeren på det.

Jeg har anskaffet mig en rød kinabog til digte. Den skal fyldes med små øjeblikke, men i dag sidder mine ord fast. Jeg har det egentlig godt nok. Mine tanker fyldes med fremtidsplaner, så der ikke er meget plads til nuet. Min målstreg flytter sig hele tiden.

Jeg er blevet optaget på Grundtvigs højskole, og jeg bliver varm og spændt ved tanken på en rigtig dejlig måde. Det er tanken om at rigtige venskaber ligger lige om hjørnet. Folk der kommer til at kende mig rigtigt, som ikke blot ser min facade og hører min small-talk.
Næste år, mit sabbatår, er planlagt så jeg udvikler mig mest muligt. Planen er at jeg først skal på interrail til Spanien med Uglen og en ikke så nær ven, derefter en måned i Berlin og mærke storbyens puls, så tilbringe et par uger med min englænder-ven og til sidst fem måneder på højskole. Hvis det ikke kan hærde mig bare lidt og gøre mig mindre bange for alt, så ved jeg snart ikke.

Det er det der med at blive væk og gå i panik. Men hvis jeg ikke har noget mål, kan jeg ikke blive væk. Jeg skal øve mig ikke at planlægge alt. Det er et paradoks.