lørdag den 15. februar 2014

At tale med sammen - eller: Når mit hoved er en tørretumbler

Jeg ligger med dunkende hovedpine i halvmørke. Jeg er som bekendt hos min far.
Tørretumbleren kører på den anden side af væggen og matcher ret præcist følelsen i mit hele mit kranie.
Jeg er i en tilstand af at være følelsesmæssigt udtømt.

Jeg kender ikke min far ret godt. Jeg ser ham, bor hos ham et par dage, men vi taler ikke sammen.
Sådan har det nok altid været, og i dag kom den store samtale om vores mildest talt vaklende forhold.
Jeg ønsker mig at tale med min far uden afbrydelse af børn, fjernsyn og iPhones. Det lyder simpelt, men det er det tilsyneladende ikke. Hele "samtalen" resulterede i råben og tårer.

Min familie er kollektivt stresset, Lillebror den Ældste har nægtet at gå i skole alt for længe, og stemningen er trykket af bekymring. Jeg er blevet inddraget i problemet mere end hvad jeg holder til.
"Jeg er jo bare en lille elg", hvisker en del af mig, mens den anden del har travlt med at planlægge udlandsrejser og højskoleophold - voksent og selvstændigt.

Uglen ringede lige før og var jordbunden som sædvanligt.
Jeg følte mig som et fjols, at tude sådan ind i telefonen. Kontrasten var for stor og min vrede bevægede sig lige så stille over på hende.
De sidste par dage har ærligt talt været slemme, og måske har jeg bare brug for at græde. Vores samtale har ikke hjulpet på noget, vi taler ofte forbi hinanden for tiden.

Jeg føler mig helt lille og bange, når jeg hverken kan tale med min familie eller med Uglen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar